En gang tilbage i min og mit lands forhistorie sad en mand
nej lad det være en kvinde -
Der sad altså en kvinde i et samlersamfund
ved limfjordens vand
og nøden dagens fangst.
Østers og muslinger var dagens menu
- og dette er i en tid længe før vi ku tale om global opvarmning og CO2 udslipsproblemer.
Her sad hun så kvinden og spiste sine Østers
måske i selskab med de hun for en stund havde gjort følgeskab med – Jeg ved i grunden ikke så meget om hende,
kun tænker jeg, at hun og hendes fæller i det lille samler- på vej til jægersamfund sad
og spiste østers eller muslinger og derved fik energi og næring.
Resterne af dagens måltid blev lagt eller kastet
og lå i en dynge -
måske tildækket af hensyn til eventuelt modstandere, der ikke måtte finde spor,
skallerne var borte,
var ude af synsfeltet
eksisterede ikke og aldrig blev ordet “affald” tænkt i denne sammenhæng
Senere
tusinder af år senere
kom en arkæolog forbi
og rodede rundt i og gav bunken af tømte skaller navnet køkkenmøding og udtalte sig på baggrund heraf
om det liv og de vilkår der havde været på det tidspunkt
hvor kvinden og hendes fæller havde siddet med fødderne i fjordvandet -
Og så var det jeg tænkte:
jeg laver en tekst, retter, deleter, skriver påny
og på et tidspunkt er den ok
og den sendes som mail eller lægges i cyber somewhere
en dag rydder jeg op
deleter for alvor
flytter webhotel
skifter computer
tømmer indboksen
sletter mine spor
og vupti
det er væk
ude af – ihvertfald mit – synsfelt
Måske en dag en cyber-arkæolog kommer forbi
god gravelyst
vil jeg bare ønske
