” der var andre former for internt eksil (under kulturrevolutionen.red)
- det kunne være hjemme i ens egen landsby eller nabolag.
Den udstødte fik måske Dumme Peter-hat på – i hvertfald i begyndelsen -
og så blev det meddelt, at denne person måtte man ikke tale med, eventuelt med et skilt af en art.
Så kunne naboer og andre se, at her var en ikke-person.

Det er en frygtelig straf fortæller folk, der har levet sådan i årevis.

De har gået op og ned ad deres familier og naboer;
de har dyrket jorden side om side med dem,
de har tømt landsbyens – og familiens – latriner,
og de har måttet sove i svinestien eller hønsehuset.

De fortæller, hvordan denne fuldstændige isolation i den kendte hverdag kan drive een til vanvid,
og hvordan man ender med selv at tro, at det er helt retfærdigt at blive udstødt
- at der må være noget galt med én, hvor det jo retteligen er alle dem,
der går med til at sætte en ven, slægtning eller nabo i et så bizart eksil, der er noget galt med.

Men det er en del af vanviddet.”

Hun havde sat sig ved siden af mig.
Senere, da der blev plads overfor, satte hun sig der.
“jeg bliver køresyg af at sidde med ansigtet mod kørereretningen”
Hun kiggede ned foran sig.

Hendes ene øjenlåg hængte,
mundvigen også.
Endnu een af de, der har været angrebet af et hjerteattack eller lignende, tænkte jeg.
Hun var vel nærved de tres år.

Bussen var fyldt med unge på vej mod deres universitetesstudier
og så mig
og hende.

Jeg fik øje på hendes hænder:
mange mange sår på kryds og tværs,
hver især sirligt sammensyede med blå tråd.

gui, tænkte jeg, det er da ikke efter drop, sonde eller så’n -
Mit blik vandrede opad mod hendes ansigt.
Hele venstre side af ansigtet var blåt, sort og gult
Min søn stak mig ned i går, forklarede hun.
Men du godeste, sagde jeg hjælpeløst.

Hun stod af ved næste stop.
Jeg sad med en håndfuld luxusproblemer, da bussen kørte videre

Men en havmåge -
ved en sø?
Den burde være ved havet.

Den så enorm ud, der ved søen. Jeg tænker det var derfor den var fløjet ind fra havet.
Der ville den jo se almindelig ud og ha normal havmågestørrelse.

Der sad altså en kvinde i et samlersamfund
ved limfjordens vand
og nøden dagens fangst.
Østers og muslinger var dagens menu
- og dette er i en tid længe før vi ku tale om global opvarmning og CO2 udslipsproblemer.

Her sad hun så kvinden og spiste sine Østers
måske i selskab med de hun for en stund havde gjort følgeskab med – Jeg ved i grunden ikke så meget om hende,
kun tænker jeg, at hun og hendes fæller i det lille samler- på vej til jægersamfund sad
og spiste østers eller muslinger og derved fik energi og næring.

Resterne af dagens måltid blev lagt eller kastet
og lå i en dynge -
måske tildækket af hensyn til eventuelt modstandere, der ikke måtte finde spor,
skallerne var borte,
var ude af synsfeltet
eksisterede ikke og aldrig blev ordet “affald” tænkt i denne sammenhæng

Senere
tusinder af år senere
kom en arkæolog forbi
og rodede rundt i og gav bunken af tømte skaller navnet køkkenmøding og udtalte sig på baggrund heraf
om det liv og de vilkår der havde været på det tidspunkt
hvor kvinden og hendes fæller havde siddet med fødderne i fjordvandet -

Og så var det jeg tænkte:
jeg laver en tekst, retter, deleter, skriver påny
og på et tidspunkt er den ok
og den sendes som mail eller lægges i cyber somewhere

en dag rydder jeg op
deleter for alvor
flytter webhotel
skifter computer
tømmer indboksen
sletter mine spor
og vupti
det er væk
ude af – ihvertfald mit – synsfelt

Måske en dag en cyber-arkæolog kommer forbi
god gravelyst
vil jeg bare ønske

[Indrømmet fotoet er hverken redigeret eller specielt godt, men situationen er da synliggjort]

- the oppesite of giving is not taking
it’s recieving

Den var da ikke så ringe at starte dagen ud med.

Men det er en helt anden historie.
Mit ærinde var at simre lidt over opdagelsen Prora.

Macht Urlaub (Hold ferie vs. Magt-ferie)

Prora er et kolosalt skrummel af et bygningsværk. Fire en halv kilometer. Bygget 1936-39 og var af der Führer tænkt som ferie-resort til mennesker af den rette slags! Der var plads til 20.000 af de rigtige. Kraft-durch-Freude-Seebad. Jow jow, mein Herrn. – Det kom dog aldrig til at tjene som ferieresort. I skiftende perioder var det lazaret, uddannelsessted for krigsindustrien og mod krigens slutning var det flygtningelejr. Under det nye regime, DDR-perioden, fungerede det som kaserne for NVA og var ikke offentligt tilgængeligt. Igen havde de rigtige taget over og udelukket de forkerte. En stor beroligelse. Ordnung muss sein. Nu er stedet “overtaget” af private investorer, der har fået tilladelse til at renovere og gøre til hotellejligheder, sportscenter, vandrehjem and you name it. Så nu går der da helt kage i den, jeg mener: hvordan ska vi så vide hvem der er de rigtige og de forkerte?

Nå, men det var altså midt i dette kolossalt kedelige og grå grå byggeri, jeg fandt dette Dokumentationszenterum med udstillingen: Macht Urlaub. En udstilling der dokumenterer, på åstedet, anlæggets bygge- og anvendelseshistorie og det liv og den arbejdsverden det udfoldedes i. To totalitære systemer på forskellige tidspunkter i samme arkitektur, begge i samfund/ virkeligheder præget af social ulighed, udelukkelse og isolering af hele befolkningsgrupper. – er det i virkeligheden så fjernt fra vor egen tid/ vor egen handlen på mikro- og makroplan?

Jeg skrev til den tyske Bundeskansler, der i øvrigt kommer fra området, at hun skulle sørge for at bevare stedet og udstillingen for eftertiden.
Så det gør hun ganske sikkert. Nu går jeg og venter på hendes tilbagemelding.

“Har du ikke lyst at gøre en forskel”, sagde han
og viftede med armen for at få mig til at stoppe.
- “det gør jeg allerede”, svarede jeg og fortsatte forbi ham.
Tænk, det svarede jeg bare. Og gik -